Oprettet 21 november 2024
UNK - Ungt Netværk Kolding
Mød Anne og Klara, der i 2022 startede UNK efter de afsluttede deres uddannelse på IBA Erhvervsakademi Kolding.
Ungt Netværk Kolding (UNK) er et karrierenetværk for unge i Kolding i aldersgruppen 20 – 30 år.
Netværket er til dig, der ønsker at blive klar til karrierestarten gennem sparring med andre unge, bidrag fra oplægsholdere og konkrete redskaber. Netværket består både af studerende og dimittender, som er indtrådt på arbejdsmarkedet.
Netværket drives af medlemmerne, som mødes den sidste tirsdag i måneden på forskellige lokationer. Møderne omhandler skiftevis sociale aktiviteter og faglige møder med eksterne oplægsholdere.
Hvis du ønsker at blive en del af netværket, skal du sende en mail til kolding-unk@outlook.dk med et skriv om dig selv og begrunde dit ønske om optagelsen.
Følg med på LinkedIn.
“Det er et netværk for unge af unge.”
Netværk for unge af unge
Anne Werner Kristensen og Klara Boyum mødte hinanden på IBA Erhvervsakademi Kolding gennem deres individuelle netværk. De startede UNK i 2022, da de personligt manglede et karrierenetværk for jævnaldrende, som de kunne sparre med. Da Kolding ikke havde et netværk med fokus på unge i tyverne, skabte de to deres eget gennem LinkedIn.
”Det var vigtigt for os, at netværket var for unge af unge. Og det skulle ikke kun være vores eget netværk, men et netværk for alle unge i Kolding,” siger Anne.
Anne og Klara var oprindeligt tovholdere for planlægning og koordinering af møderne, men nu har medlemmerne taget over. De skiftes til at planlægge og finde lokation, og netværket er blevet selvkørende. Det er drømmen, at netværket fortsat eksisterer om mange år, selv uden Anne og Klara.
Forberedelse til arbejdsmarkedet
Udover sparring er UNK også med til at forberede og dygtiggøre unge til arbejdsmarkedet gennem eksterne oplæg.
”UNK var egentlig tiltænkt sparring, men vi får også redskaber til vores erhvervsmæssige og private værktøjskasser,” siger Anne.
Oplæggene er ment som et supplement til deres individuelle fagligheder, og de dækker over brede og generelle værktøjer, som alle kan få glæde af uanset baggrund. UNK har allerede haft oplæg omkring mindset, mindfulness og motivation, samt besøg af en indkasttræner, en iværksætter og en chef for egen virksomhed.
Det var vigtigt for Anne og Klara, at medlemmernes deltagelse ikke var begrænset af økonomiske omstændigheder, og de generøse oplægsholdere har derfor doneret deres tid og viden uden afregning.
”Held lugter af sved”
UNKs første møde startede med 40 deltagere, og Anne og Klara vidste, at de havde ramt plet med deres initiativ. Men det var ikke lykkedes uden deres engagement og ihærdighed.
”Held lugter af sved,” siger Klara.
Det motto er ikke kun gældende for deres indsats, men det gør sig også gældende for deres tilgang til arbejdsmarkedet. Det kræver nemlig hårdt arbejde, engagement og grundsten at lande sit første job, og her er medlemmerne i netværket i stand til at støtte hinanden gennem sparring, nye kontakter og lån af værktøjer.
Mads Munk Skovsby og Kristian Tarillon er en del af UNK og rakte ud til medlemmerne i forbindelse med afholdelse af studiearrangementet ’Campus Kolding Løbet’ i 2024. De fik bl.a. hjælp til opsætning af flyers, kontakter til potentielle samarbejdspartnere, samt dronedækning af arrangementet.