Oprettet 7 november 2024
Praktikplads i Kommunen
Mød Clara Sehested Buchholdt, der landede en praktikplads i kommunen gennem netværk
Praktik er for mange studerende det første møde med erhvervslivet. Her bliver man introduceret til virkelighedens opgaver og arbejdskulturer, hvor man opnår erfaringer og finder sin plads på arbejdsmarkedet.
Campus Kolding har interviewet Clara, der studerer en kandidat i designledelse på SDU Kolding. Clara deler hendes erfaringer med praktik, så du kan få kan indblik i, hvordan et forløb kan se ud.
Er du interesseret i et praktikforløb under din uddannelse, kan du læse mere på portalen studerendeonline.dk. Og hvis du er færdiguddannet, kan du læse mere om virksomhedspraktik på kolding.dk.
“Jeg synes altid, at hvis man har muligheden for praktik, så burde man gøre det.”
Fortæl os om dit praktikforløb
Jeg er i praktik ved Kolding Kommune, hvor jeg over en periode på 3 måneder sidder ved kommunen 2 dage om ugen, imens jeg studerer ved siden af. Vi har tilrettelagt mit forløb på den måde, så det passede bedst muligt ind i mit skema.
Mit forløb handler om Kolding som designby og dens del af UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation). Mine opgaver indebærer indsamling af information fra de forskellige forvaltninger, hvor vi har fokus på, hvordan Kolding bruger design. Og det skal så udmuntre sig til en hjemmeside.
Er der et match med din uddannelse?
Ja, der er et rigtig godt match mellem min uddannelse og opgaverne. Min uddannelse handler om både design, ledelse og implementeringen af design i alle mulige projekter. Så det handler om en anden tilgang til projektledelse, hvilket er den information jeg indsamler ved forvaltningerne.
Jeg bruger rigtig meget af min faglige baggrund og metoder, og det er spændende at se dem implementeret i virkeligheden.
Hvordan fandt du din praktikplads?
Jeg startede med at sende en motiveret ansøgning til en af Kolding Kommunes samarbejdspartnere. De havde desværre ikke nogen praktikpladser, men de sendte det videre til deres netværk, hvorefter Mikael Sorknæs fra Campus Kolding tog kontakt til mig.
Mikael og jeg havde en samtale omkring hans UNESCO-projekt, og omfanget af opgaven passede rigtig godt ind i min uddannelse og mængden af tid jeg havde.
Mikael var egentlig ikke klar over, at han havde brug for en praktikant, indtil den rigtige tilfældigvis landede på hans bord.
Kan du se dig selv arbejde med noget lignende i fremtiden?
Jeg synes, det er super relevant og spændende at få et indblik i, hvordan kommunen hænger sammen på tværs af forvaltningerne. Og det er især spændende at opleve, hvordan designtilgangen anvendes på mange forskellige måder. Det er klart noget jeg vil arbejde videre med i fremtiden, om det så er kommunalt eller i en virksomhed.
Mine opgaver var primært afdækkende, så i fremtiden ville det nok være en sideløbende opgave, imens jeg arbejdede mere med de enkelte cases. Men det har givet mig et indblik i de type cases, som jeg nok kommer til at arbejde med i fremtiden.
Har du nogle råd til andre, som overvejer praktik?
Jeg vil bestemt råde andre til bare at sende ansøgninger afsted, selv hvis man ikke tror, det bliver til noget. Jeg har personligt sendt flere ansøgninger, som ikke blev til noget, men jeg fandt tilfældigvis et godt match ved kommunen, som egentlig ikke var klar over, at de manglede en praktikant.
Nu var mit forløb kortere end visse andre, men mange virksomheder er også glade for kortere praktikforløb. Så man skal bare sende ansøgningen.
Og jeg synes altid, at hvis man har muligheden for praktik, så burde man gøre det. Det giver et rigtig godt indblik i, hvad man kommer til at sidde med efter endt uddannelse. Og det giver også et indblik i, hvordan ens hverdag kommer til at se ud - fordi det kommer til at være anderledes end at studere.
“Bare send ansøgninger afsted, selv hvis du ikke tror, det bliver til noget.”